For nylig havde Han skrevet til mig, ting Han ønskede jeg skulle øve. Jeg fik en time til at 'lande' efter arbejdsdagen og skulle så gå i gang med første punkt på dagsordenen. Et punkt jeg allerede på forhånd vidste ville kræve 'sin kvinde'. Klokken slog slag og jeg fortrak andetsteds for at udføre første del af mit forehavende. Efter en lang times kamp, måtte jeg grædende fortælle at mine struggles for at udføre punkt 1, betød at jeg næppe ville kunne udføre punkt 2 pga smerter, og da slet ikke kunne overskue punkt 3. En opgave, som for mange kvinder ville være 'piece of cake', var for mig ganske uoverskuelig. Jeg var dybt dybt ulykkelig og følte en utilstrækkelighed så stor og overvældende, at jeg ikke synes jeg var Ham værd som kvinde. Han var trøstende og omsorgsfuld, tog ansvaret for måske at ha krævet for meget af mig på een gang, men det ændrede intet ved min følelse af ikke at slå til, som kvinde, som kæreste, som submissiv, endsige som masochist. Jeg var så ulykkelig som sjældent før, følte mig så utilstrækkelig, så uværdig som submissiv, og det tog mig længe at falde til ro. Dagene efter sad følelsen af utilstrækkelighed stadig i mig, selvom jeg efterfølgende kunne se at min voldsomme følelsesreaktion måske var påvirket af, at jeg var i en art efter-sub-space og derfor langt mere skrøbelig og hudløs.
Kender du til det?
Kender du til det?
4 kommentarer:
Åhh ja kyria, det kender jeg. Den overvældende følelse af utilstrækkelighed, når man kommer til kort,og ens submissive hjerte græder.
Jeg tror det er en del af underkastelsens ægthed, at nå ud til grænsen. Nogen gange lykkedes det, grænser rykkes eller brydes ned, andre gange rammer man muren med 120 i timen.
Men blev vi aldrig ført til grænsen, smagte vi heller ikke dominansen i sin ægthed, for hvem "lå så i virkeligheden under for hvem".....
Det lyder til du bliver samlet op på bedste vis, for når bare den del er på plads, gør det ikke så meget at ramme muren fra tid til anden ;-)
Håber snart at få den glæde at se jer igen ;-)
Kram maria magdalena.
Hmmm ... jeg tror ikke, jeg har følt det som utilstrækkelighed, mere som forsvarsløshed.
Af en eller anden grund er den "farlig", den der ægte, dybfølte forsvarsløshed. Som gør, at jeg dækker mig til, fordi jeg føler mig (for) nøgen. Som gør at tårerne bare løber, uden kontrol og uden lyd.
Så dejligt der endelig er aktivitet på den mest velskrevne blog, med de smukkeste billeder. Men mon ikke vi er et par stykker, der gerne vil vide, hvad den konkrete opgave bestod i?
Maria... Dejligt at høre fra dig *s* Det handler rigtig meget om at mærke udfordringen og grænsen gennem dominansen... Ingen tvivl om, at BM forstod at samle mig op på bedste vis endda. Håbede at ha mødt jer, da vi var på i klub sidst.
Hans Kvinde... Vi skal snakke mere forsvarsløshed snart *ss*
Claus... Jeg er smigret, men opgavens karakter er irrelevant i dette tilfælde. Det handler mere om, at grænser er flytbare størrelser, og det man formår den ene dag, kan være ganske uoverskueligt den næste... Så du må bruge fantasien denne gang ;0)
Send en kommentar