Julefestlighed i gode venner lag. En vennekreds hvor tatoveringer for mange er et must, og endda gerne rigtig mange tatoveringer. Snakken over bordet drejer sig om farvede tatoveringer kontra ensfarvede (læs: blå) Der udregnes hvor megen hud der procentmæssigt er "blåt", og en kommentar falder om, hvor lidt farve min hud har med de få små tatoveringer jeg har. Jeg blir helt stum, for den eneste bemærkning der vil undslippe mine læber er: "Det ville I ikke sige, hvis I så mine baller"
Faktisk er mine baller pt mere mærket end de tidligere har været. Han er begyndt at slå til, og spanskrøret har været fremme et par gange den seneste uge. Han er ikke bare begyndt at slå til, han nyder det tydeligvist også. Mine blå baller er ømme, og hver gang jeg satte mig på en stol, blev jeg mindet om hans "kærlige" behandling af mig. På den måde var han med mig, selvom jeg var alene afsted. Hver toiletbesøg afsluttedes med stolt selvbetragten af min bagende i spejlet. Jeg elsker hans mærker, elsker at han på den måde markerer sin ejendom.
