Blottet...

Jeg kunne måske ha forudset, det var i Hans tanker, for da jeg drøftede aftenens beklædning med Ham, valgte han en kort kjole med meget høj slids bagtil, hvorefter Han pointerede at med så høj slids og udsyn til min bagdel, var det ikke passende med trusser under hofteholderen.

Vi ankom, hilste rundt, bestilte lidt at drikke og satte os efter en stund ved et af de små runde borde. Da jeg satte mig på stolen kravlede min korte kjole lidt op og gav udsyn til blonden på mine strømper og hofteholderens stroppe. Et syn jeg ved der fornøjer Ham. Jeg var mig meget bevidst at sidde med benene over kors mens vi hyggesnakkede, indtil Han pludselig ber mig sprede benene. I det øjeblik sker det. Ydmygelsens voldsomme sus bruser i mine ører for dernæst med et brag at lamme det center i hjernen der styrer talen og tankens brug. Jeg hører intet andet end Hans stemme og suset for ørerne. "Spred benene"... Modvilligt spreder jeg mine ben en smule. Men ikke nok for Ham, så Han skubber dem længere fra hinanden, til Han er tilfreds. Jeg mærker en nærmest panikagtig angst for at der evt. skulle komme nogen og sætte sig ved vores bord. Mine ben har ligesom deres eget liv, uden tankens kraft lukker de sig langsomt. Han åbner igen, skubber benene længere fra hinanden og skubber endog kjolen en anelse længere op.

Han har det der blik i øjnene, som gør at jeg næsten ikke vover at kigge på Ham. Jeg vover heller ikke at kigge rundt i lokalet, og det føles langt mindre ydmygende, når jeg afskær mig fra omverdenen ved at lukke mine øjne. Mine hænder føles hjemløse, jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mine dem. Kæmper en kamp for at de ikke automatisk skal lægge sig i skødet for at dække over mit blottede køn. Det her så absolut een af de gange, hvor min kusse forråder min hjerne. Jeg er drivende våd, det er mig allerede bevidst, endda før Han ber mig føre en finger op i mit våde indre. Han gentager sit bud, men jeg kan ikke få min hjernes signal til at nå hånden. Alle signalbaner er blokeret af skammen i mit sind. Istedet undslipper en dyb knurren mig. Jeg knurrer af Ham i frustration over Hans krav. Han gentager sit bud, efterfulgt af... "eller vil du hellere ha en lussing". Ha!...piece of cake. "Jeg vil hellere ha en lussing så" fremhvisker jeg med et grin. Jeg kender godt den der grinende afværgende side af mig, som stikker hovedet frem. Ikke for at være flabet overhovedet, det er som en ukontrolleret forsvarsmekanisme, ved erkendelsen om, at der ingen vej er udenom. Jeg griner igen, måske får jeg sagt, at jeg tvivler på, at Han vil uddele lussing offentligt. Jeg husker det ikke, måske det blot var en tanke i mit hovede. Han ignorerer min latter, kræver med sine øjne, at jeg gør som Han byder ellers... og langsomt bryder signalet fra hjernen gennem til min hånd. Jeg får ført hånden ned mellem mine ben, fingeren op, mens mine øjne fastholdes af Hans...


En dejlig fredagaften i SMil. Lørdag med afslapning, hygge, eftersummen og øm numse. I aften mentoraften i SMil Århus... Life is good!